fredag den 6. januar 2017

Hellig Tre Konger


Dette var de 12 juledage for denne gang. Tak fordi du kiggede med. Når vi ses den 25. december har jeg fundet på noget andet at dele på denne blog.

Har du lyst til at læse mere om mine strikkerier, kan du hoppe over på min anden blog Knitting Diaries hvor jeg skriver om mine daglige strikkeprojekter.


Du kan også læse om vores Knitwork aktiviteter både på hjemmesiden, hvor en kalender viser de forskellige ting vi har gang i, og på Knitworks facebookside hvor vi slår nye events op. Måske mødes vi IRL i løbet af året.

Jeg ønsker dig et strikkeligt 2017.

Mange Hilsner Kristina

torsdag den 5. januar 2017

12. juledag - 5. januar 2017, Hellig Tre Kongers Aften


Den sidste julekugle har et glimmerjuletræ som pynt. Ideen er fra Rock & Roll Hausfrau's blogindlæg fra 2014 om kalenderlysestager
Jeg har som ved andre julekugler tilpasset mønsteret lidt, og så har kulgen fået sne på toppen og glimmerhank.


Sangens sidste vers inspirerede mig også:

Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd’lig jul.

onsdag den 4. januar 2017

11. juledag - 4. januar 2017






Den næstsidste julekugle for denne gang er inspireret af farveskift-strik, også kaldet dip-dye eller ombre.
Denne kugle er strikket på p2, fordi jeg måtte prøve at lave en mindre. Det er absolut ikke min favoritstørrelse - jeg får ondt i hænderne af at strikke så småt :-) Kuglen har fået tre farver og sølvtop og -hank. Det var sjovt at lave en flerfarvet kugle, jeg tror det må udforskes lidt mere næste jul.

Dip dye teknikken har jeg fundet ret godt beskrevet hos Camilla Vad, og jeg strikkede en ponchosweater i efteråret med denne teknik. Du kan se mere om ponchosweateren her.


tirsdag den 3. januar 2017

10. juledag - 3. januar 2017





Den tiende julekugle er strikket med mønster fra Maja Karlsson bog Sticka Svenska Mönster. Mønsteret er en del af #Gotland, tilpasset julekuglens størrelse. Hvis ikke du har set bogen endnu, vil jeg anbefale den. Det er den fineste bog med de fineste mønstre og beskrivelser.

mandag den 2. januar 2017

9. juledag - 2. januar 2017






Den niende julekugle er Nissemanden. Mens jeg strikkede ham, havde jeg denne sang på repeat i mit hoved. Mønsteret fandt jeg på Pinterest, min kilde og ressource til inspiration.

søndag den 1. januar 2017

8. juledag - 1. januar 2017

Julekuglen er en juleugle. Når jeg har tagget på IG, har jeg flere gange fået skrevet forkert, så det tog jeg som et tegn påå, at JuleUglen (Juglen?) ville strikkes. Endnu en gang er Pinterest til stor hjælp. Jeg fandt en ugle, som består af tre snoninger, og størrelsen af kuglen er tilpasset lidt. De fire ugler har fået knap-øjne; jeg har sigtet efter at få 2 x 4 ens fra knappeglasset.



Godt Nytår!